Den selvretfærdige

Den Selvretfærdiges jeg-person, Ivar Juhl fra Vejlby, har sat sig for at skrive sit skrifte. Over sig selv og sit liv. Og for sig selv. Den nogle og halvfjerdsårige tidligere advokat har tilbragt årtier med at tildele skyld og fælde dom. Nu sidder han alene i sit store hus, og har kun hunden at tale med. Hans demente kone er på plejehjem, og kender ham ikke mere. Kender han sig selv? Måske er det dette selv, han forsøger at finde med sit skriveri.
“Jeg er ikke landsbydegn og fører ikke dagbog, men skriver blot til mig selv”. Det kan være rigtig nok, men man bliver glad for at få lov til at læse med. Man fascineres af den mørke stemning af forladthed og efterladthed. Af den traurighed, der ligger i erkendelsen af ikke at være med mere. Træet står der uden blade. “Der staar Abilden endnu udenfor mit Vindu, den er ogsaa bleven ældre, der er Kræft i dens Stamme, Stormen har bøjet dens Hoved, og paa dens Grene gror Mosset ligesom graa Haar paa en Oldings Hoved”. Jo, advokat Juhl og Blichers landsbydegn er beslægtede: “Denne slægt er traurig som jeg selv”.
Men kan fortællerens filosoferen over liv og død, skyld og uskyld, rigtigt og forkert fængsle igennem en hel bog? Svaret er afgjort ja. Forfatteren har vævet disse tvingende spørgsmål ind i en velkomponeret kriminalhistorie, der driver og bygger spændingen op igennem fortællingen.
Samtidig er fortælleren måske ikke helt så erotisk afblomstret, som han foregiver at være.
Heldigvis for os læsere vil forfatteren gerne læses. Benny Adriansen er værd at læse. Han har noget på hjerte.