Gamle Goriot

Gamle Goriot fra 1835 er en af de tidlige romaner i Honoré de Balzacs kolossale projekt La Comédie Humaine, Den menneskelige komedie, der gennem over hundrede romaner, med personer, der går igen på kryds og tværs af det samlede værk, skulle beskrive hans samtids menneskelige mangfoldighed. Balzac står den dag i dag som et af de mest hyldede og læste navne i den franske litteratur, og Gamle Goriot betragtes af mange som et hovedværk i hans massive romanproduktion. 

Romanens omdrejningspunkt er den unge jurastuderende fra provinsen, Eugène de Rastignac, der bor på et billigt pensionat i Paris. Han er ambitiøs og sætter sig det mål at nå til tops i de højeste parisiske samfundslag. Han forstår snart, at overklassens kvinder er midlet til at nå det mål. I pensionatet bor også den tidligere forretningsmand Goriot, som har ruineret sig selv, for at hans to voksne, egoistiske døtre Delphine og Anastasie kan leve i velstand. Rastignac sætter sig for at forføre den gifte Delphine, samtidig med at den skurkagtige Vautrin forsøger at presse ham til at kurtisere den uskyldige Victorine i stedet, som led i en djævelsk plan. Spørgsmålet for Rastignac bliver, om man kan opnå rigdom og succes med sin hæderlighed og menneskelighed i behold? 

Gamle Goriot blev ved sin udgivelse kritiseret for sin pessimisme, men er senere blevet fejret for sit brutale og ærlige blik på 1800-tallets franske samfund godt på vej ind i en moderne, kapitalistisk tid. Romanen bliver betragtet som et af de bedste eksempler på den dengang nye realistiske stil, som Balzac er en af de første og vigtigste repræsentanter for.