I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv

I 2009 gik Nobels Litteraturpris til den tysk-rumænske forfatter Herta Müller. Kort tid efter udkom deportationsromanen "Atemschaukel", på dansk "Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig" (2010), som danske læsere straks tog til sig som det mesterværk, den er. Nu får Herta Müllers læsere herhjemme mulighed for at dykke dybere ned i Herta Müllers kompromisløse blotlæggelse af Østeuropas totalitære fortid. Romanen "I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv" er ikke ny, den udkom oprindelig i 1997. Sammen med romanerne "Ræven var allerede dengang jægeren" (da. 1994) og "Dyret i hjertet" (da. 1997) udgør den sidste del af en trilogi om livet i et diktatur, Ceauscescus Rumænien. I centrum står den totalitære stats systematiske og traumatiserende undergravning af al tillid mellem mennesker. Hovedpersonen, en fabriksarbejderske, er på vej med sporvognen til forhør hos sikkerhedspolitiet. Det har hun været flere gange før. Hun har pakket sin tandbørste, for det tilfælde at hun ikke får lov at gå igen. Angsten er særlig stærk denne gang; turen med sporvognen bliver til et vågent mareridt, hvor endestationen er vanviddet. På turen oplever hun sit liv i glimt, og læseren forstår hvordan hun er havnet i denne situation. Hendes ægteskab, som nu er forbi, var præget af en dominerende svigerfar, som havde været involveret i deportationer af anderledestænkende - bl.a. af hovedpersonens egne bedsteforældre. Efter skilsmissen har hun en kort affære med en kollega på fabrikken, som opdager, at hun lægger små sedler med sin adresse ind i det tøj, der skal af sted til Italien, i et forfængeligt håb om at slippe bort. Han angiver hende, hun bliver fyret, og forhørene og chikanen kan begynde.