På godt og ondt

”Hvordan kan det være, at jeg har det så svært med nye situationer?” spurgte jeg atter engang mig selv i en alder af 19 år. Som barn var jeg ikke det typiske barn, hvilket fik visse folk omkring mig til at udtrykke bekymringer for min sociale trivsel. Jeg nød til gengæld at være mig selv. Jeg nød at være den niårige med de atypiske interesser, den 17-årige gymnasieelev, der ikke kan lide at feste, og altid har jeg nydt en alenetilværelse. Når andre anså min ”asociale” levemåde som et problem, kunne jeg ikke følge dem. Jeg følte mig ikke asocial. Som ung studerende overvældede en studiestart med en masse nye mennesker mig så meget, at jeg fuldkommen mistede overskuddet til at følge med på min uddannelse, selvom jeg ellers et år forinden var blevet student med et snit over 10. Som dominobrikker faldt 18 år lige efter hinanden …         
Uddrag af bogen Ved flere beskrivelser af psykiske diagnoser kunne jeg med meget ærlig tankegang se paralleller til egne symptomer, men samtidig tænkte jeg, som jeg altid havde gjort: ”Hvorfor blev jeg så ikke diagnosticeret meget tidligere?” da der i mange af diagnosebeskrivelserne nemlig stod, at de fleste diagnosticeres i barndommen. Jeg fandt dog også eksempler på folk, der som voksne havde fået sådanne diagnoser. Der blev desuden visse steder fremhævet, at ens liv og tilværelse af natur kan have været så tilpasset til en, så man måske slet ikke selv har mærket det, hvilket fik mig til at tænke over mit eget liv. I mine egne øjne havde jeg jo levet et normalt og problemfrit liv i over 18 år.           
Om forfatteren I over 18 år var Miralem Pobrić fuldkommen tilfreds med sit liv. Selvom der i barndommen udtryktes bekymringer for hans socialisering, var Miralem selv tilfreds med egen tilværelse. En socialt overvældende begyndelse på en uddannelse fik til gengæld i 19-årsalderen Miralem til at sætte spørgsmålstegn ved både for- og nutid.