Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig

Der er noget grundlæggende galt med den måde, vi tænker fællesskaber på. Det er nu hver syvende elev, der dropper ud af efterskolerne med den begrundelse, at de har for svært ved at indgå i fællesskabet.
Problemet er, at vi i årtier har arbejdet på fællesskabet, hvor alle er med. Helt fra børnehaven bliver vi instrueret i, at hvis nogen spørger, om de må være med, så skal du sige ja. Det efterlader de unge med en forbudthedsfølelse over for små fællesskaber, som jo er der, hvor alle mennesker opbygger det, de længes efter og trænger til: tillid, åbenhed, fortrolighed, sårbarhed og trygheden i at vide, at her bliver jeg ikke dømt ude.
Den sætning, Christian Hjortkjær hører oftest som højskolelærer, har affødt bogens titel: ”Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig.” Det bliver altid sagt undskyldende. Som om det ikke burde være sådan. Som om, der er noget galt med dem. Men der er ikke noget galt med de unge – der er noget galt med den måde, vi strukturerer fællesskaber på, som afføder skyld, skam og utilstrækkelighed.