H ildegard af Bingen gjorde det. Og Newton og Tolkien. Siden middelalderen har mystikere, matematikere, idealister og halvtosser opfundet 900 kunstige sprog. Nogle har gjort det for sjov, andre har været drevet af håbet om, at et fælles sprog som Esperanto eller Volapyk kunne skabe fred i verden. Mange kunstige sprog er glemt igen, andre trives i dag i små miljøer, hvor man fx taler Klingon fra Startreck.
I den fjerde krimi med videnskabsjournalist Thea Vind i hovedrollen bliver det kunstige sprog Nyska brugt i en tv-serie om vikingers strid om kongemagten i Danmark omkring år 1000. Thea Vind overværer en optagelse, men en af statisterne bliver liggende, da scenen er slut. Han er dolket ihjel. Få dage senere finder Thea den kvinde, der har opfundet vikingesproget til tv-serien, hængt i et filmstudie. Begge ofre boede i en økologisk landsby, hvor alle taler Nyska. Snart jagter Thea Vind en morder i et minisamfund, hvor hun ikke engang forstår goddag og farvel.
Vredens Ord er den fjerde roman i serien med Thea Vind skrevet af forfatterparret Bille & Bille.
Lisbeth A. Bille har studeret antropologi og religionshistorie og arbejder som videnskabsjournalist.
Steen Bille er konsulent og forfatter, tidligere spillefilmkonsulent på Det Danske Filminstitut, vært på DR P1 og medforfatter af filmene Drømmen og To Verdener.
Bille & Bille har skrevet de anmelderroste romaner Gudindens Sidste Offer, Nattens Gerning og I Ond Tro.
- Forfatter
- Lisbeth Bille & Steen Bille
- ISBN13
- 9788799893102
- ISBN10
- 8799893100
- Udgave /år
- 1 / 2016
- Forlag
- Umlaut
- Sidetal
- 333
- Indbinding
- Hæftet