Siden 1387 har Færøerne været en del af det danske rige. Tilknytningen til Danmark har vekslet i styrke, men da det danske rige igennem 1800-tallet blev stærkt reduceret, blev det vigtigt for Danmark at fremstå som et samlet rige. I modsætning til den tidligere danske konglomeratstats ofte uformelleog løse relationer skulle riget derfor knyttes tættere sammen, hvilket affødte diskussioner om Færøernes stilling i riget, som kan spores helt op til vor tid.
I Danmark og Færøerne tegner forfatteren et portræt af de dansk-færøske relationer de seneste ca. 150 år. Med tre nedslag i debatterne, i 1850’erne, 1940’erne og det seneste tiår, beskriver forfatteren de forandringer, relationerne har gennemløbet. Fra diskussionen omkring Færøernes indtræden i den danske Rigsdag i 1850’erne og frem til i dag, hvor politikerne nok hylder det særlige færøske fællesskab, mens de to befolkninger ikke kender noget særligt til hinanden, og der i høj grad mangler en fælles referenceramme.
Det er sandsynligvis for sent at forsøge at skabe et egentligt fællesskab mellem de to lande, men at øge kendskabet til og opmærksomheden på Færøerne må være afgørende, hvis vi stadig skal kunne berettige rigsfællesskabets eksistens. Det er bogens håb at være med til at kaste et nyt og mere tidssvarende lys over og bidrage til en bredere forståelse af den dansk-færøske relations historie og udvikling.
Tina Adele Hoff er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet
- Forfatter
- Tina Adele Hoff
- ISBN13
- 9788763538916
- ISBN10
- 8763538911
- Udgave /år
- 1 / 2012
- Forlag
- Museum Tusculanum
- Sidetal
- 182
- Indbinding
- Hæftet