Danmark og Napoleon

 Alt for ofte har danske historikere fokuseret på relationen Danmark-England i perioden 1799-1815. Det råder antologien Danmark og Napoleon bod på med en række indlæg om virkningerne af periodens dansk-franske relationer på alt fra militærteknik, kunst, arkitektur og borgeropdragelse i Danmark.

Danmarks relationer til Napoleons Frankrig kulminerede med indgåelsen af den dansk-franske krigsalliance den 31. oktober 1807 på den franske kejsers jagtslot i Fontainebleau. Alliancen blev skelsættende for Danmark: Man brød en næsten 100 år lang tradition for at holde sig neutral i periodens hyppige stormagtsopgør. De danske beslutningstagere satsede helstatens eksistens.

Valget af Napoleon som allieret syntes at være rationelt i efteråret 1807. København var få måneder forinden blevet bombarderet og tvunget til overgivelse af en engelsk belejringsstyrke, der havde beslaglagt orlogsflåden - nationens stolthed og sikkerhed i international politik. Napoleon så ud til at være den garant, som Danmark behøvede i et fortsat opgør med England - og i styrkeprøven med Sverige om Norge.

Men Napoleon viste ikke den nødvendige interesse for at sikre Danmarks velfærd eller position i Skandinavien. Med den dansk-franske alliance fortsattes den nedgangsperiode, som var begyndt med Slaget på Reden i 1801, fortsatte med krigstilstanden med England fra 1807 og statsbankerotten i 1813, og som endte med bruddet med Napoleon og tabet af Norge i 1814.

Bogen har forord af Per Stig Møller, efterord af Lally Hoffmann og rummer indlæg fra Lars Bangert Struwe, Eric Lerdrup Bourgois, Søren Mentz, David Fumex, den svenske historiker, Lars Ericson Wolke, Thomas Lyngby, Tine Damsholt, Ulla Kjær, Kay Søren Nielsen, Hans Christian Berg, Finn Nerland, Niels Høffding og Ulrik Langen.