Sådan var det jo

Jens Engbergs erindringer rækker i tid fra efterkrigsårene i slutningen af 1940’erne og frem til ungdoms- og studenteroprørets dramatiske dage i begyndelsen af 1970’erne. Geografisk går de fra en landsby og en lille by på Lolland, over København, London og Århus, til Jens Engberg igen havner i en landsby, denne gang på Djursland.

Jens Engberg fortæller medlevende om livet på landet med bønder og landarbejdere, i en lille købstad, på et gymnasium med nogle gode lærere, i hæren, hvor han gjorde tjeneste i tre år, som student på Københavns Universitet, som forsker i London, og som universitetslærer i Århus da det gik hedt til i overgangstiden mellem professorvældet og studenteroprørets sejr. Han sammenholder det hele og diskuterer det i forhold til de helt anderledes tilstande, som nu er.

Bogen kommer derved til også at handle om de store forandringer, der er sket i samfundet i de sidste 50 år, hvor landbosamfundet er forsvundet, hvor familielivet nu er et andet, hvor uddannelserne er totalt forandret, og hvor det evige generationsopgør mellem de ældre og de yngre har ført til en styrket position og respekt for de unge.

Man kan være enig og måske navnlig uenig med Jens Engberg, men man vil næppe finde hans meninger kedelige.