Bispeborgen Spøttrup

Med et skovklædt bakkehæld bag sig ligger Spøttrup smukt og skuer ud mod den store sø, der må have været en af stedets attraktioner, da bispeborgen blev anlagt. Fra dens tinder skimtes Mors og Thy i det fjerne, adskilt fra Salling af Limfjordens mange vige, sunde og bredninger.
Egentlig er det en ret ejendommelig placering. Viborgbispens borg vender ryggen til hans stift, som om Mors og Thy, der ellers hørte til Børglum stift, i virkeligheden var dens rette opland. Placeringen kan ikke være valgt af strategiske årsager. Selv om Spøttrup sø gav en vis beskyttelse mod vest, var det nødvendigt at grave hele to voldgrave for at skærme borgen, da den blev opført, og befæste den med en enorm vold ind mod bakkehældet. Tilmed lå borgen afsides, langt fra stiftstaden Viborg. Stedet må have været udpeget af en magtfuld og egensindig bygherre, der var meget opsat på netop denne beliggenhed og havde råd til at blæse på omkostningerne. Her skulle den ligge!
Munkesten er stumme. Stolper, pæle og bjælker kan med lidt behændighed afæskes et årstal, men århundreders omtumlede skæbne som herregård og en gennemgribende restaurering i 1930’erne har næppe efterladt mange spor af det gamle Spøttrups træværk. Dokumenter, endsige byggeregnskaber, fattes totalt. Hele bispestolens arkiv gik op i luer ved Viborgs brand i 1726, og de sørgelige rester af Spøttrups eget arkiv røg i papirmøllen under 1. verdenskrig. Vi må nærme os bispeborgen ad snørklede stier, men med optimismen i behold når vi alligevel frem til et par faste holdepunkter.
Spøttrup dukker op i Danmarkshistorien midt i en højspændt politisk situation hvor der var borgerkrig i Danmark. Historikeren Mikael Venge tager læseren med sig i arkiverne og finder Spøttrup frem fra de ældste tider over senmiddelalderens bisper til Grevens Fejde og reformationen.
Bispeborgen Spøttrup er en stor, velskrevet og smuk bog om et af Danmarkshistoriens mest markante bygningsværker.