Vraget arvegods

Alt kører for den 54årige HR-chef Morten Madsen – han har jobbet, lejligheden, bilen og udseendet. De to skilsmisser føles efterhånden mere som et karaktertræk end en udfordring. Han taler flydende moderne ledelsesjargon og new management-sprog. Han holder facaden oppe og fortiden på afstand, mens han deler nætterne med jagtbyttet fra Tinder.
Men da han får en opgave hos den ældre og excentriske godsejer Dagny Wedlersøe, begynder fortiden at indhente ham, og alt synes pludselig at gå galt.

En humoristisk og poetisk roman om slægter. Om arv og miljø. Om manderoller og kønsidentitet.
Og om det helt store spørgsmål: Giver det egentlig lykke, når en fugl skider på dig – og giver det også lykke, hvis alle andre gør?

Det, jeg kigger på, ligner et af de fotografier, der altid er sat ind bag ved nogle af de inspirerende citater, jeg smækker op på storskærme rundt om til møderne i koncernen. Nogle gange vinder du, nogle gange lærer du, kunne der stå.
Men på en måde ligner det slet ikke. Dette billede skærer i mine øjne på samme måde, som en citron trækker vand i munden. Det er næsten for virkeligt. Havet virker for dybt, og solen for afslørende.
Og så lydene. Der er aldrig lyd på de billeder. Der er en stilhed, som tier og samtykker. Ja, nogle gange lærer du, samtykker stilheden.
Intet giver følelsen af samtykke her.
Det skinner, bruser, rusker, hiver.
Et insisterende siv prikker mod mit ben gennem hørbukserne, da vinden presser det ind i stoffet. Jeg lader det prikke. Måske, fordi det gør verden virkelig. Blæsten fører stikkende sandkorn med sig, som driver over mit ansigt, mod mine ører, som fyldes af susen.
En måge skriger skingert og klagende mod to råger, som hopper legesyge på stranden i den brænding, som efterlader små totter af havskum i sandet. Blæsten river skummet løst, så det tumler over stranden for til sidste at blive delt i små stykker og forsvinde.
Sivene gør mine underben våde og tegner mørke streger på det grå stof.
Det slår mig, hvad de inspirerende citater mangler; sandet i ansigtet og fugt på tøjet.
Mine fødder begynder at følge en lille sandsti mellem den kraftige marehalm ned mod vandet.
Citaterne er for glatte. Virkeligheden mangler.
For hvad nu, hvis vi ikke lærer noget, men hvad, hvis vi reelt taber. Nogle gange vinder du, andre gange taber du … livet, førligheden, kærligheden.