Homo Metropolis. 1994-1999

For første gang udkommer Nikoline Werdelins tegneserie Homo Metropolis samlet i to bind. Homo Metropolis udkom oprindeligt som daglig stribe i Politiken fra 1994-2004, og uden selv at vide det lavede Werdelin den bog, som alle efterlyste: Den store danske samtidsroman. Og oven i købet Danmarks første – og uden sammenligning bedste – graphic novel. Homo Metropolis tegner et satirisk portræt af familien Danmark komplet med delebørn og bonusforældre. I øjenhøjde med sine figurer og deres laster og brister, fortæller Nikoline Werdelin fra bryllupsdrømmenes, swingerklubbernes og psykologseancernes overrumplende virkelighed. Pressen skriver: »Hvis man engang ude i fremtiden skulle ønske at vide, hvordan livet blev levet i Danmark i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede, kan man dårligt finde en bedre kilde end Nikoline Werdelins tegneseriestriber.« ***** – Politiken »Hvis der var noget, der hed Danmarks nationaltegneseriekunstner, så ville Nikoline Werdelin bære titlen. Og bære den smukt.« – Ekstra Bladet »Den samlede udgave af Homo Metropolis med næsten 3.000 daglige doser fra 1994 til 2004 er et hovedværk inden for dansk kultur / litteratur / tegneserie. Kærligt, ondt og gennemskuende – det er én stor fryd. Alt i fornemste streg. « – Weekendavisen »Nikoline Werdelins gamle striber gør sig ekstra godt, når de bliver præsenteret samlet. Det er som om, de er tegnet til at blive præsenteret netop pa den måde« ***** – Fyens Stiftstidende »Få danske forfattere kommer så tæt på de ’moderne’ danskere som Nikoline Werdelin i ti års striber om Homo Metropolis … Homo Metropolis er et intimt portræt af danskernes særegne sprog, sædvaner, tøjstil, snobberi, fobier, nydelsessyge, af mænd med storhedsvanvid i hverdagsstørrelse og mandegale kvinder.« ***** – Berlingske Tidende »Nikoline Werdelin stiller edderspændt skarpt på os alle sammen, alle os i byen. Og det er godt at få serien samlet, for mens alle talte om den store samtidsroman, stykkede hun den sammen, stribe for stribe. Det er så godt, at det gør ondt.« ***** – Jyllands-Posten