Dommere tænker ikke højt

Bogens titel, Dommere tænker ikke højt, henviser til, at dommere traditionelt holder deres tanker for sig selv. Her får du et sjældent indblik i, hvad der har formet en dommer og hans tankegang.   Du får øget din viden om, hvad der fra 1960’erne og frem foregik i et bondesamfund og på et universitet, om arbejdet som advokatfuldmægtig i en provinsby og som embedsmand i Justitsministeriet. Men først og fremmest får du indsigt i, hvad der foregår i en retssal.   John Mosegaard, der som landsdommer blev pensioneret i 2020, skriver om de mange sager og sagstyper, han har haft med at gøre som dommer gennem 30 år. Mange af sagerne kender du fra pressen. Der røbes intet fra voteringsværelset, men meget om, hvordan man tænker som dommer.   John har gjort sig tanker om meget andet end jura og har skrevet med et glimt i øjet. Det er ikke kun en erindringsbog. Du får en tankevækkende bog om vores retssamfund.       
Uddrag af bogen Det, jeg – og, tror jeg, de fleste dommere – måske ”kan tage med hjem”, er de værste sager om, hvor dårligt nogle mennesker kan behandle andre mennesker i form af vold og seksuelle overgreb. Også disse tiltalte er medmennesker, hvis handlinger jeg afskyer, men som jeg har kunnet dømme uden vrede og had. Nogle ældre personer siges gennem livet i deres omgang med andre mennesker at have opsamlet en sådan bitterhed, at de næsten har mistet evnen til at lytte og vise empati. Dertil er jeg aldrig nået. I så fald burde jeg også være sat fra bestillingen.         
Om forfatteren John Mosegaard (f. 1954) blev cand.jur. i 1979. Han var advokatfuldmægtig i Svendborg og senere fuldmægtig i Justitsministeriet frem til 1988 og herefter dommer til 2020, først i Københavns Byret og derpå Østre Landsret. Han var næstformand i Pengeinstitutankenævnet, nu Det finansielle ankenævn, 2000-2019 og formand for Farum-kommissionen 2003-2012.