Kosakhaven

St. Petersborg den 21. december 1849. En mand i slutningen af 20’erne står i hvid dødsskjorte foran henrettelsespelotonen. Netop da der gøres klar til at råbe ”Skyd!”, ankommer i sidste øjeblik en benådning fra Zaren. Den unge mand i den hvide skjorte er forfatteren Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij. Alexander von Wrangel, en elleve år yngre studerende, er vidne. Dostojevskij idømmes fire års tvangsarbejde i Sibirien. Her møder han tilfældigt igen Alexander von Wrangel, som nu er statsadvokat. Da Dostojevskij sættes på fri fod, inviterer Von Wrangel ham hjem, og det bliver starten på et venskab.

I ”Kosakhaven” fortæller Jan Brokken historien om dette specielle venskab. Bogens titel kommer fra navnet på den dacha, hvori de to venner brugte mange sommeraftener på at tale, ryge, diskutere Hegel og Kant, læse og støtte hinanden i deres kærlighedskvaler, eftersom begge mænd var kronisk tiltrukket af de forkerte kvinder.

Von Wrangel opfordrede sin ven til at begynde at skrive igen – særligt om sine oplevelser med tvangsarbejdet. Resultatet dannede senere grundlag for Dostojevskijs berømte romaner ”Forbrydelse og straf” og ”Idioten”.

Jan Brokken er anerkendt og respekteret for sin evne til at skrive veldokumenteret narrativ non-fiction, og hans bøger læses som egentlige romaner. Under Jan Brokkens research til bogen gav en efterkommer af Von Wrangel-familien ham adgang til upublicerede memoirs og breve af Baron Alexander. Disse danner grundlag for denne bog.